Mere end et årti med centrumvenstre-regeringer lakker mod enden. Fra Venezuela over Ecuador, Bolivia, Argentina og Brasilien døjer regeringer og befolkninger med mere eller mindre fejlslagne statsstyrede økonomiske modeller. I Brasilien vakler 14 års ubrudt PT-arbejderparti-styre (PT står for Partido dos Trabalhadores, red.) på grund af en lurende rigsretssag mod præsident Dilma Rousseff. Argentinerne sagde i november stop efter 12 års bundkorrupt Kirchner-dynasti, der dog stadig dominerer landet som opposition. Venezuela er på randen af en humanitær krise (se artikel her) med et arrogant socialistisk enhedsparti og et land i dyb krise med udtalt fødevaremangel efter nu 16 år med såkaldt socialisme for det 21. århundrede.

BUENOS AIRES

Sydamerikanerne er igen på barrikaderne. Fra Venezuela til Argentina og Brasilien er storbyerne ugentligt paralyseret af demonstrationer. Det mere end ulmer i mange af landene. Optræk til rigsretssag mod Brasiliens præsident for påstået misbrug af offentlige midler. Venezuela på randen af humanitær krise med enorme fødevareproblemer i et metaltræt socialistisk forsøg. Argentina delt i to lejre i føljetonen om giga-korruption under tidligere præsident Cristina Kirchner, der regerede 2007-15.

Egentlig er det ikke noget atypisk for Sydamerika, hvor man er tvunget til at gå andre veje for at overleve som menneske. Hvad enten det er foran skrankepaven på kommunekontoret, på arbejdsmarkedet eller livet generelt kæmper sydamerikanerne mod indgroede tabuer og institutionelle barrierer som kirken, retsvæsenet og den udbredte korruption. Derfor gør sydamerikanerne alt med hjertet, fordi tro efter sigende flytter bjerge. Denne tyrkertro på forandringer og retfærdighed ved kun at tage din egen skæbne ved hånden er et af mange kendetegn ved Sydamerika.

Vi taler om verdens gennem mange årtier mest ulige kontinent med tradition for gennem århundreder at begunstige en lille elite og holde flertallet nede i sølet med racisme, klassedeling, korruption, borgerkrig og meget mere. Dét som sydamerikanerne konstant har for øje til daglig, og når de sætter deres kryds til valg.

Historisk kontekst, op og ned, højre og venstre

Historisk har højre- og venstrefløj haft magten ligeligt i Sydamerika med en overvægt til højrefløjen i første halvdel af det 20. århundrede og en, mindre, overvægt til venstrefløjen i anden halvdel. 1980erne var årtiet, hvor de fleste sydamerikanske lande fik smidt brutale højredrejede militærregimer på porten og med frie valg atter fik de demokratiske rettigheder tilbage. Alligevel bliver firserne kaldt for det tabte årti for Sydamerika, og hele Latinamerika, fordi gældsafbetalingen åd væksten og fremskridtet. I 1990erne oplevede lande som Argentina, Brasilien og Venezuela en højredrejning, der i Argentina begyndte rosenrødt med fastkurs til dollar og vækst frem til midten af årtiet efterfulgt af en næsten total afmontering af den nationale industri som varsel om det kommende statsbankerot i juledagene 2001-2 - verdenshistoriens største til dato. To år efter blev der indledt venstrepopulisme under politikerparret Néstor og Cristina Kirchner, som argentinerne sagde nej til ved præsidentvalget i november 2015.

Brasilien oplevede i 1990erne en decideret stabilisering af landets inflationsplagede økonomi men fik, som Argentina og Venezuela, et decideret paradigmeskift omkring årtusindeskiftet. Arbejderpartiets Luiz Inácio da Silva, kendt som Lula, vandt i 2002, og efter tre tidligere forsøg, præsidentposten og indledte en vækstperiode med klassisk keynesiansk ekspansiv politik med store offentlige investeringer i infrastruktur for at stimulere forbrug og vækst. Lula gav stafetten videre til nuværende præsident Dilma Rousseff i 2010, hvilket har været seks hårde år for Brasilien med stagneret økonomi og flere ødelæggende korruptionsskandaler på højeste niveau med energiselskabet Petrobras og den nuværende skandale om formodet misbrug af offentlige midler. I skrivende stund stemmer Brasiliens underhus med et stort flertal ja til en rigsretssag mod Rousseff.

Historien om Venezuela er historien om et på papiret rigt olieland og medgrundlægger af OPEC, der op gennem det 20. århundrede forstod at holde et stort flertal i fattigdom i et i dag nedlagt, men gennem årtier forhadt, toparti-system, hvor parterne skiftedes til at sidde i regering og holde politiske alternativer ude i kulden. I december 1998 vandt den politisk uskolede, men stærkt karismatiske militærmand, Hugo Chávez, en jordskredssejr ved præsidentvalget og indledte nu 17 års såkaldte bolivarianske reformer. Målet var og er under hans efterfølger, Nicolás Maduro, en socialisme for det 21. århundrede. Ved decembervalget 2015 tabte det socialistiske enhedsparti for første gang siden 2000 dets flertal i nationalforsamlingen. Årsag: Et flertal af venezuelanere spiser dårligere og dårligere og mere og mere kulhydrat og dåsemad i et land i dyb krise på randen af kaos. Den bolivarianske revolution har ensrettet den politiske debat og via systematiske ekspropriationer paralyseret fødevaresektoren – og flere andre sektorer.

Konjunkturbetingede Sydamerika

Det er panoramaet for de tre lande med størst folkelig agitation. Protesterne bunder i utilfredshed med de politiske ledere og udbredt skuffelse over disse venstrepopulistiske modellers bagsider. håbet og troen på en bedre fremtid, som store dele af Sydamerika oplevede med venstredrejningen i begyndelsen af det nye årtusinde, er i dag vendt til pessimisme. Derfor er protesterne så markante i Argentina, Brasilien og Venezuela. Tre lande der gennemgår forskellige processer i disse tider, der hver for sig er unikke, men alligevel har fællestræk.

"En fundamental faktor for de venstredrejede modellers kortvarige succes var de høje commodity-priser fra 2000 frem til omkring 2005 med meget høje priser på olie og gas – som eksempelvis Venezuela, Bolivia og Ecuador nød godt af. De høje verdenspriser på landbrugsprodukter gavnede Argentina og i mindre grad Brasilien. Men bunden er gået ud af olieprisen og landbrugsprodukternes værdi er faldet meget samtidig med den økonomiske afmatning fra 2007 i Europa og Nordamerika og siden Kina," siger Carlos Gervasoni, professor i statskundskab og internationale studier på Di Tella Universitet i Buenos Aires.

Hans undersøgelser viser, at de sidste 15 års makroøkonomiske eksperimenter, med markant mere statsstyring i hovedparten af de sydamerikanske lande, oplevede en kortvarig vækstperiode i begyndelsen takket være øget forbrug og en inflationsbåret model med konstante lønforhøjelser og tilsvarende forbrugerpriser. På den lange bane er disse modeller i dag over en bred kam på vej helt ud og døjer med stagnation, der er en kombination af økonomisk nulvækst eller minusvækst (som i Venezuela siden 2013) og stigende problemer med betalings- og handelsbalancen.

Kleptokratier

"Alle disse lande; Argentina, Brasilien, Bolivia, Ecuador og Venezuela, betaler nu prisen for de venstrepopulistiske modellers makroøkonomiske udskejelser. Disse populismer skaber generelt en meget udbredt korruption. Arbejderpartiet PT (Partidos dos Trabalhadores) i Brasilien, peronistpartiet i Kirchner-epoken i Argentina kaldet "kirchnerismo" og Venezuelas "chavismo" grundlagt af afdøde Hugo Chávez er deciderede kleptokratier. De øverste funktionærer og formentlig helt op til og med præsidenterne blev enormt rige eller gjorde sig rige i denne proces. Det samme skete for forretningsmænd tæt på dem. I alle lande, men mest grelt i Argentina og Brasilien, er denne systematiserede korruption sammen med den aktuelle økonomiske afmatning årsag til de mange folkeprotester," siger Carlos Gervasoni.

Lande-artikler

Hovmod for fald i Brasilien

Søndagens følelsesladede marathon-afstemning i det brasilianske parlaments underhus endte med et tydeligt "sim", ja, til en rigsretssag mod præsident Dilma Rousseff. Næste skridt er overhuset, senatet. Stemmer de ja ved simpelt flertal bliver Roussef afsat i de 180 dage rigsretssagen kører. Efterfølgende bliver hun endeligt afskediget som præsident, hvis rigsretssagen finder hende skyldig i misbrug af offentlige midler og sminkning af de offentlige budgetter. Under en eventuel rigsretssag er vicepræsident Michel Temer midlertidig præsident. Uanset hvad der sker i denne uge i Brasilien er Dilma Rousseff og PT-arbejderpartiet dødeligt såret. Temers PMDB-parti trådte ud af regeringskoalitionen i slutningen af marts, hvilket Dilma-lejren opfatter som forræderisk og tegn på Temers skjulte agenda. I ugerne op til den nuværende gyser om rigsretssag har Dilma Rousseff talt om statskup og forræderi, mens brasilianerne udtrykker i meningsmålingerne skepsis overfor Dilma Rousseffs integritet. At hun udnævnte ekspræsident Lula til kabinetsminister i marts har øget den folkelige utilfredshed. For udnævnelsen af Lula ses af et flertal af brasilianerne som et decideret juridisk redningsbælte til Lula, der var i ekstrem modvind og tæt på anklagebænken for hans formodede hovedrolle i landets til dato største korruptionssag mod bestikkelse af politikere for penge fra landets største virksomhed, energiselskabet Petrobras. En uge efter annullerede først en, så to og siden tre domstole ministerudnævnelsen og har sendt både Lula og Dilma til politisk tælling.

Folkestemningen i Brasilien har været vigende i forhold til opbakning til Lulas og nu Dilmas model fra 2003. Forud for VM i fodbold i 2014 var Brasilien lammet af store folkeprotester i de største byer, der krævede en ændret økonomisk kurs for at komme inflationen og ledigheden til livs. Brasilianerne har ellers oplevet forbedringer de sidste ti år, hvor landet er gået fra en plads som verdens 13. største til i dag 7. største økonomi. Millioner af brasilianere rykkede opad på den sociale rangstige, særligt de allerfattigste og den lavere middelklasse. Dén forandring, med håb forude for millioner, er stoppet med Brasiliens økonomiske afmatning.

Afstemningerne om en rigsretssag åbner portene for helvede for Rousseff, arbejderpartiet og Brasiliens nuværende økonomiske kurs.

Argentina: megakorruption og mafiametoder

Argentina rejste sig fra asken efter statsbankerotten nytårsdag 2002. Efter halvandet år i kaos med fem præsidenter julen over 2001-2 vandt den venstredrejede peronist Néstor Kircnher præsidentvalget i 2003 og indledte en national redningsplan, der med en devaluering genrejste Argentinas eksportsektor. Tiden var med Argentina på grund af høje fødevarepriser og et markant soja-boom i landet, så den argentinske økonomi oplevede frem til 2007 næsten to-cifrede vækstrater og et stort fald i fattigdoms- og ledighedsprocenterne. Kirchner-modellen sprøjtede milliarder af pesos ind i offentlige byggerier og den offentlige sektor, og alt tegnede lyst. Bagsiden var en abnorm forøgelse af den offentlige sektor og fra 2003-15 en forøgelse af de offentlige funktionærer med 55 procent. Samtidig var staten stor i slaget med tilskuddene til diverse sektorer, hvilket måske holdt disse sektorer oven vande, men samtidig gjorde dem komplet ukonkurrencedygtige i forhold til udlandet og selv Argentinas sydamerikanske naboer. Inflationen tog til og med Cristina Fernández Kirchners valgsejr i 2007 og genvalg i 2011 begyndte hele dette konstruerede peronistiske korthus af en økonomisk model at vakle. Den finansielle og økonomiske afmatning globalt med lavere commodity-priser gjorde sin del, selvom Argentina, som mange af dets naboer, fandt nye markeder i Asien og særligt Kina.

Men Argentina røg reelt – ikke officielt fordi regeringen ikke anerkendte denne virkelighed som i dagens Venezuela – ind i stagnation fra 2012 med en tårnhøj inflation og minimal vækst. CFK-regeringen (Cristina Fernández Kirchner, red.) benægtede virkeligheden og skruede op for statstilskuddene og den økonomiske lobbyisme samtidig med at tonen overfor afvigere og oppositionen blev hårdere. Argentina blev dermed mere polariseret i to lejre, for eller imod regeringen, som en kopi af udviklingen i Venezuela. De sidste to år af Cristina-regeringen frem til valgnederlaget i november 2015 blev en farce som kejserens nye klæder. I dag er den liberale og tidligere hovedstadsborgmester, Mauricio Macri, præsident og forsøger at gøre Argentina konkurrencedygtigt igen. Argentinerne er dermed vågnet op til den barske virkelighed med prisstigninger på almene serviceydelser, fordi de tidligere abnorme statstilskud bliver nedtrappet. Samtidig forsøger Macri-regeringen, efter at have fået parlamentets accept, at indgå en aftale med den sidste hårde kerne af indehavere af argentinske værdipapirer, der kom i klemme med statsbankerotten og betalingsstandsningen i 2002.

Hvad der dog ligger på alle argentinernes sind i disse dage er hverken inflation eller forhandlingerne om værdipapirer. Det gør til gengæld den pågående og næsten surrealistiske sag om korruption i milliardklassen under de tre Kirchner-regeringer 2003-15. I sidste uge nægtede ekspræsident Cristina at udtale sig i retten, der havde indkaldt og indkalder hende igen, vedrørende milliarder af skattekroner taget fra overpriser i de offentlige budgetter. Systematiseret svindel med offentlige midler. Diverse tidligere topfolk tæt på Cristina Kirchner har meldt sig eller er blevet tvunget til at melde sig til forhør og implicerer Cristina yderligere. Tro mod hendes udemokratiske og autoritære stil har hun sammen med sit bagland og særligt den radikale ungdomsafdeling af peronistpartiet, La Cámpora, valgt at ignorere anklagerne og insinuere kaos. Men meningsmålinger viser, at et stigende antal argentinere ønsker en total afklaring med denne såkaldte "ruta K" – hovedvejen for Kirchner-penge til de forkerte lommer. Og på den måde er den argentinske udgave af den venstrepopulistiske model ramt flere steder. Først ved valgnederlaget i efteråret og nu ved at dens bundkorrupte indre optrevles af retsvæsenet. Det gør det endnu mere grelt, at en helt anden og makaber sag skaber endnu mere tvivl om peronistpartiets metoder og demokratiske tilsnit. Den 18. januar 2015 blev statsadvokat Alberto Nisman fundet død i sin lejlighed efter et skud til tindingen. Daværende præsident Cristina Kirchner og hendes politiske blok var hurtige til at kalde det et selvmord. Noget retsmedicinerne, efter nøje og reelt set for længe overvejelser, har afvist den forklaring. Dermed blev Nisman likvideret. Han skulle dagen efter have præsenteret omfattende beviser for, at netop Cristina-regeringen havde lavet en ulovlig aftale med Iran om ikke at retsforfølge de ansvarlige for bombeattentatet mod det jødiske kulturcenter i Buenos Aires i 1994. Det værste terrorangreb i Latinamerika i nyere tid med 85 døde og hundredevis af sårede.

Så opgøret med den argentinske model foregår på mange fronter og har paradoksalt taget fokus væk fra den nye regerings bestræbelser på at få Argentina på politisk og økonomisk ret køl igen.

Venezuela på randen af humanitær krise (se Runes artikel om Venezuela her)

Venezuela er på randen af kaos. Fødevaremanglen bliver mere og mere udtalt og kriminaliteten stiger. Decembervalget i 2015 gav et flertal til oppositionen i nationalforsamlingen, hvilket yderligere forværrer situationen, fordi det socialistiske enhedsparti i regeringen modarbejder oppositionen og viceversa i hele landet. Den manglende konsensus om at afhjælpe Venezuelas i dag uoverkommelige problemer skubber olielandet tættere på afgrunden. Rapporterne om døde og sårede under tiltagende supermarkedsplyndringer er ifølge hjælpeorganisationerne kun toppen af et isbjerg, som Nicolás Maduro-regeringen forsøger at ignorere.

Her to professorers statusrapport fra dagens Venezuela. Carlos Balladares, politolog på Universidad Central de Venezuela, og José Mendoza fra Universidad Bolivariana de Venezuela. Begge bekræfter den udtalte og fatale fødevaremangel. Begge siger, at Venezuelas nuværende kurs er svanesangen for det socialistiske enhedsparti. Venezuela har tidligere set akopalyptiske scener med supermarkedsplyndringer med den ekstremt voldelige "caracazo" (bølge af opstand og protester, red.) i februar og marts 1989. Dengang bundede plyndringerne i et økonomisk ustabilt Venezuela med høj inflation. Den 27. februar 1989 dræbte politiet i Caracas omkring 300 demonstranter og sårede over 2.000. De tilstande er Venezuela ikke langt fra i dag - ifølge begge professorer.

"Ifølge diverse NGOer er antallet af folkeprotester uhørt og historisk højt. Der er uden tvivl store sociale gnidninger med uhyggelige høje tal for overfald på lastbiler med fødevarer og supermarkeder også. Der er opstået en junglelov mange steder i et nyt fænomen med offentlige lynchninger af tyve – eller bare personer mistænkt for at stjæle. Omkring 90 procent af de venezuelanske familier har problemer med at holde sulten for døren og de offentlige ydelser som skole og hospitalsvæsen er lysår fra tidligere niveauer. Alt det skaber en folkelig depression og et kampråb for forandringer. Alligevel formår venezuelanerne ikke at kanalisere denne utilfredshed i en fælles front, der kan presse den socialistiske regering. Og derfor sidder Nicolás Maduro-regering stadig sikkert, fordi den kontrollerer statsapparatet, militæret og det statslige olieselskab PdVSA – der giver den 96 procent af dens indtægter," siger Carlos Balladares.

Fødevaremanglen er så udbredt med en så abnorm inflation på selv de officielle prisfastsatte basale produkter, på op til 3000 procent, at Carlos Balladares ikke tøver med at kalde det for en national tragedie, der kalder på en international indblanding.

José Mendoza ser Venezuelas fremtid som en fremtid uden det socialistiske enhedsparti. Han siger, at indenfor enhedspartiets rækker eksisterer der en stigende utilfredshed med den fejlslagne økonomiske model og den udbredte korruption.

"Oppositionen er splittet og medskyldig i Venezuelas nuværende kaos, fordi den ikke formår at optræde som et reelt politisk alternativ, der tilmed kan gennemføre reformer. Dens eneste mål er at afsætte præsident Nicolás Maduro," siger José Mendoza.

Carlos Balladares tror ikke, at den såkaldte "chavismo" vinder flere valg – hvis de gennemføres uden valgsvindel. Han håber, at regeringen indser Venezuelas desperate situation og befolkningens afvisning af det socialistiske økonomiske eksperiment og indvilger i forhandlinger med oppositionen om en fredelig overgangsperiode til nye frie valg.

"Men det (frie valg, red.) tyder intet på, hvorfor vi frygter sociale opstande og udemokratiske løsninger. Jeg ønsker det ikke for Venezuela, men Maduros tyranniske modstand mod forandringer kan fremprovokere kaos," siger Carlos Balladares.