Da et bud leverede to store kranse fra regeringen til den argentinske statsanklager Alberto Nismans begravelse, begyndte en gruppe vrede borgere straks at rive kransene i stykker og træde på båndene med regeringens kondolerende ord. De købte nemlig ikke præsident Cristina Fernandez de Kirchners forklaring, om at Nisman skulle have begået selvmord.

Nisman, som blev fundet død af et skud i tindingen på badeværelset i sin luksuslejlighed i Buenos Aires søndag den 18. januar, skulle dagen efter være gået på talerstolen i det argentinske parlament. Der skulle han offentligt præsentere sine anklager om, at centrale politikere, herunder præsident Kirchner, skulle have indgået en hemmelig aftale med den iranske regering, da de to lande underskrev et memorandum i 2013.

Den hemmelige aftale gik ifølge Nisman ud på, at Argentina indstillede eftersøgningen af de iranere med tilknytning til Hizbollah, som han mistænkte for at stå bag terrorangrebet på det jødiske kulturhus AMIA i Buenos Aires i 1994, hvor 85 personer blev dræbt. Det skulle den argentinske regeringstop have gjort til gengæld for en fordelagtig handelsaftale med Iran, som skulle sikre olieleverancer til det økonomisk pressede latinamerikanske land.

Nismans død har tydeliggjort, hvor stort et problem straffrihed er i Argentina, og sagen har forstærket den mistillid til myndighederne og politikerne, som har hersket i befolkningen i en årrække, og som ikke er blevet mindre med en række store korruptionssager under Kirchners regering.

Dødsfaldet den 18. januar har givet næring til et utal af konspirationsteorier. Præsidenten førte an, da hun allerede dagen efter liget blev fundet skrev på Facebook, at Nisman måtte have begået selvmord.

Men den vurdering delte befolkningen ikke. Meningsmålinger viste, at 75 procent af argentinerne mente, at Nisman var blevet myrdet.

Senere på ugen ændrede præsidenten da også forklaring. Nu hed det på hendes Facebook-profil, at Nisman var blevet myrdet for at skade hende ved at få det til at se ud, som om hun stod bag dødsfaldet.

Kirchner har ikke konkret sagt, hvem der skulle stå bag mordet, men regeringen har siden antydet, at det skulle være den tidligere chef for landets kontroversielle efterretningstjeneste, Antonio Stiuso. Angiveligt fordi han var på hævntogt, efter at præsidenten fyrede ham i december.

Gjorde sig selv til offer

Der er ikke tvivl om, at det var folkestemningen, der fik præsidenten til at ændre sin forklaring. Det mener Santiago O’Donnell, som er redaktør på den argentinske avis Página/12, og som tidligere har arbejdet som kriminalreporter på The Washington Post samt skrevet to bøger om de af Wikileaks’ læk, som handler om Argentina.

»Så snart de første meningsmålinger dukkede op, lavede hun en kovending og gjorde sig selv til offer,« siger Santiago O’Donnell.

Men præsidentens strategi gav bagslag, mener Juan Gabriel Tokatlian, leder af det politiske fakultet på Universidad Torcuato Di Tella i Buenos Aires, som henviser til faldende opbakning til regeringen i meningsmålinger.

»Hendes dramatiske udmeldinger er et enormt juridisk problem, for en præsident skal ikke blande sig i efterforskningen. I stedet for at kondolere familien og give de nødvendige garantier for, at retssystemet kunne operere optimalt, opførte hun sig som Sherlock Holmes. Det provokerede folk,« siger Juan Gabriel Tokatlian.

Der har ifølge Santiago O’Donnell især været tilslutning til to konspirationsteorier. Hvis man støtter regeringen, tror man generelt på præsidentens forklaring om, at Nisman blev dræbt af folk, som ønskede at hævne sig på hende. Regeringskritikere spekulerer til gengæld i, at præsidenten var indblandet i dødsfaldet. For begge positioner gælder det, at man forholder sig meget lidt til fakta, forklarer O’Donnell:

»Ingen ser på beviserne. Denne sag er enormt politiseret,« siger han og bakkes op af Juan Gabriel Tokatlian, som mener, at det faktum, at det er valgår, er med til at polarisere debatten.

Siden dødsfaldet er det kommet frem, at man ikke har fundet dna fra andre end Nisman på badeværelset, at han selv havde lånt den pistol, som affyrede det dødbringende skud, og som også lå ved siden af ham, da man fandt ham, og at både badeværelsesdøren og døren til lejligheden var låst indefra. Regeringskritikere kan til gengæld hæfte sig ved, at der ikke er blevet fundet krudtslam fra pistolen på Nismans hænder.

Og der bliver ved med at komme nye oplysninger frem. Senest tirsdag i denne uge, hvor man fandt et udkast til en arrestordre på præsident Kirchner i Nismans lejlighed. Og i går kom det frem, at præsidenten er blevet anmodet om at vidne i retten i forbindelse med efterforskningen af Nismans død.

Ifølge Santiago O’Donnell har argentinerne ikke tillid til efterforskningen.

»Argentina har en lang historie med svage institutioner og underlige hændelser, så jeg kan godt forstå, at folk har mistillid til myndighederne. Især mistror mange retfærdigvis denne regering. Cristina Kirchner har haft en meget høj og mistænkelig personlig berigelse under sin regeringsperiode og har korruptionsanklager imod sig,« siger han.

Selv om det ligger lige til højrebenet at give præsidenten skylden for mordet, mener O’Donnell ikke, at der er dokumentation for en sådan konklusion. Regeringstilhængerne har blandt andet fået en håndsrækning af Interpols tidligere chef, Ronald Noble, som har udtalt, at Nismans anklage om, at argentinske embedsmænd havde bedt Interpol om at indstille eftersøgningen af de mistænkte iranere, var »falske beskyldninger«.

Et meget ømt punkt

De seneste uger er argentinerne, som ellers er kendt for at være tålmodige i forhold til politikernes til tider korrupte embedsførelse, strømmet ud på gaderne forsynet med skilte med slagord som »Yo soy Nisman« (Jeg er Nisman) og »Basta Cristina« (Nu er det nok, Cristina). At sagen har vakt så meget vrede, skyldes ifølge Juan Gabriel Tokatlian, at den pirker til et meget ømt punkt.

»Sagen indeholder en række problemer, som har luret i horisonten i mange år. Et af dem er graden af straffrihed. Der er enormt mange korruptionssager, som aldrig får konsekvenser. Folk er dødtrætte af det. Denne sag udgør højdepunktet i utilfredsheden med straffrihed,« siger han og påpeger, at man også bliver nødt til at se på inflationen og de sociale problemer, som er vokset eksplosivt i landet gennem en årrække, for at forstå de voldsomme reaktioner.

Ifølge Juan Gabriel Tokatlian er en af grundene til, at retssystemet ikke virker, at efterretningstjenesten ikke blev reformeret, da andre institutioner blev det ved overgangen til demokrati i 1983. Efterretningstjenesten skiftede blot navn, men ikke arbejdsmetoder. Derfor er dens primære funktion stadig at spionere mod regeringskritikere.

Som konsekvens af Nisman-sagen annoncerede præsidenten dog i sidste uge en reformation af efterretningstjenesten.

Det er aldrig blevet opklaret, hvem der stod bag angrebet på AMIA i 1994. Det er afgørende, at Nismans død ikke bliver endnu et eksempel på en uafklaret sag, siger Juan Gabriel Tokatlian:

»Hvis sagen ikke bliver opklaret, og det ender med total straffrihed, så er det en atombombe under det politiske system i Argentina, fordi det beviser, at efterretningstjenesten, retssystemet og det politiske system ikke virker. Hele dette lands institutionelle og demokratiske maskineri er på spil i opklaringen af Nisman-sagen. Folk har behov for at vide, hvad der foregår.«